Bedste svar
I dagene med 78 omdrejninger pr. Minut (ca. 1920–50) var vinylformuleringer endnu ikke blevet anvendelige til at trykke på en optagelse fra en mester. En forbindelse, der inkorporerede shellak (et klæbrigt produkt afledt af insekter) for at binde skivematerialet, var den mest almindelige måde at presse forbrugeroptegnelser i årtier.
Det relativt grove slutprodukt krævede større riller (ca. 3 mil bred) for at gemme den musikalske vrikning med rimelighed nøjagtigt, mens skjul overfladestøj fra shellakforbindelsen, samt brug for den højere rotationshastighed på 78 omdr./min. Skallakstøbemassen var slibende nok, hvor nye “nåle” (såkaldt fordi de ofte var tynde cylindriske metalstænger med en spids ende, nu stadig almindeligt anvendt til at beskrive diamantstilier) ville slides og skulle udskiftes hvert par stykker; du ville købe dem ved containeren i pladebutikken.
Desværre betød de høje sporingskræfter hos de tidlige Victrola-spillere også, at hvert spil betydeligt ville skade rillevæggen, hvorfor det er så svært at finde 78ere der har overlevet årene uafspillede og ikke-knækkede (disse diske var også notorisk skøre og let beskadigede).
Kloge ingeniører indså til sidst, at du kunne prøve forskellige stylusdiametre for at køre højere eller lavere på notvæggen, og nogle gange undgå det særlige område i rillen, der tidligere var blevet beskadiget af den oprindelige ejers stylus. Men shellak er shellak, det var stadig skrøbeligt og støjende under de bedste omstændigheder.
Da vinylplader ankom i slutningen af 40erne, tillod de at trykke en meget glattere rillevæg økonomisk og en tilsvarende langsommere rotation hastighed (33 1/3 eller 45 omdr./min.) og en smallere rille (mikrorille) med en mindre (0,7 mil) stylus, som tillod optagelsessider på 20 minutter i stedet for 4-5 minutter af en shellak-rekord. Og de knækkede ikke næsten lige så let!