Bedste svar
Fra et britisk ikke-militært, men professionelt perspektiv, da jeg fik et job som send rytter i midten af halvfjerdserne, blev den korrekte radioprocedure trommet ind i os.
Roger betød modtaget
Wilco betød modtaget, vil overholde (sjældent brugt, eller nødvendigt, som det var forventet).
Sig igen betød Gentag den sidste besked (blot at sige gentag eller gentag det kunne forveksles med en anmodning om at gentage det forrige job eller handling)
Over betød Jeg er holdt op med at tale, over til dig.
Ud eller Over og ud betød den aktuelle samtaleudveksling sluttede.
POB betød pakke om bord (radio taxachauffører brugte den også, uanset om de hentede en passager eller en pakke / konvolut / pakke eller andet, der blev transporteret).
RTB betegnet return to base.
Alt, hvad der skal staves, skal bruge internationalt fonetisk alfabet … ligeledes bogstavpræfikser eller suffikser (som i nummer 25b som adresse).
Nummer s måtte understreges … f.eks. ni blev niner for at give det en hård afslutning, og fem blev fife … og nul var aldrig O eller endda intet, men kun nul.
Alle vores kaldesignaler var tre figurer, hvor den første figur var fælles for vores firma kredsløb. Oprindeligt ringede vi ved hjælp af de fulde tre tal, efterfulgt af kun de sidste to f.eks. –
Controller: “Six Zero fife … Zero fife”,
Rider: “Zero fife … over”
Controller: Zero fife, gå til niner nul bravo, Westmoreland avenue … “osv.
Naturligvis, i klar luft, gik noget af dette ved vejkanten med dagligdags kryber ind i blandingen … f.eks. svar som “Ja, roger det, Dave” eller “Roger undviger” og “Roger D” … men hvis delte frekvenser var rodet med radiotrafik, eller signalstyrken var svag eller forvrænget, ville vi altid vende tilbage til den korrekte radioprocedure. Med hensyn til delte frekvenser skulle vi ikke interagere med controllere på andre selskabers kredsløb, men hvis vi havde oplysninger, der var nyttige, som f.eks. Hastighedsfældeplaceringer, ville vi kalde deres controller for at advare dem, og de ville gøre det samme .
Kopi var uhørt som en RT-instruktion / respons, indtil CB-radioens dille dukkede op i Storbritannien (medmindre controlleren bad dig om at tage et referencenummer ned … men så ville han normalt bede at ringe til ham på fastnet). Copy eller copy that blev aldrig brugt af professionelle radiokredsløbere, undtagen når de lejlighedsvis brugte CB-radioer privat (mange af vores varevogne havde dem ud over VHF-enhederne med en enkelt frekvens. De blev brugt til trafikinfo osv. Som truckere gjorde det, og for at ringe til lokale CB-brugere for adresseinfo ud af byen – dvs. uden for radiokredsløbets rækkevidde … de ville også blive brugt mellem chauffører til at arrangere møder på en café)
Svar
Meget af det handler om rejsen for at komme derhen. Et godt eksempel er BB King, der parrer sit spil til en meget markant tilgang; hvis du lytter til hans tidligere arbejde, var han meget mindre markant ”ham” og meget blændende. Da han modnede, bosatte han sig i sit eget ordforråd. Jeg vil ikke kalde det “en slikke”; mere som et sæt mønstre, som han brugte som berøringssten for at få sit budskab videre.
Ligeledes havde Albert Collins en meget markant tilgang med et par licks (bygget omkring lang stikkende vedvarende spil af tonic-tonen i nøgle, han var i, med tung, bred, ret langsom vibrato), der straks kunne genkendes som hans underskrift; så meget, at hans spil er vildledende svært at efterligne. Han havde monsterkoteletter, men snarere end at løbe over de forandringer, han holdt fast i, hvad han følte var mest indflydelsesrig og særpræg.
Selv Stevie Ray Vaughan, på tidspunktet for sit sidste album, “In Step”, var på en rejse for at forenkle hans spil. Al intensiteten er der, men der er meget færre af disse frenetiske løb; mere plads. Guitarspillet på “” Caught in the Crossfire “er virkelig alt sammen bygget på en tre-tone slikke. Alligevel vil ingen nogensinde beskylde Stevie for manglende evner på instrumentet.
Bagsiden er den begynder, der lige er begyndt og har fundet ud af et par pentatoniske kasser. Denne fase er et vigtigt skridt i at opbygge entusiasme for at spille guitar. Men hvis det stopper der, bliver det ret uinteressant for både afspilleren og lytteren.