Bedste svar
For en katolik er der ingen sådan periode. Det nye testamente blev skrevet inden for en generation, men det gamle testamente blev skrevet over en periode på århundreder.
Efter den jødiske diaspora talte det store flertal af jøder ikke hebraisk eller arameisk, men kun græsk. Disse er kendt som hellenistiske jøder, så “nyere” jødiske skrifter var hovedsageligt på græsk. Dette inkluderer flere bøger, som ville blive inkluderet i mange jødiske synagoger.
Efter ødelæggelsen af Jerusalems tempel (70 e.Kr.) følte nogle jøder, at de var kommet væk fra deres jødiske arv, og de besluttede at afvise alle bøger, der oprindeligt blev skrevet på græsk.
Disse bøger ville blive kendt af protestanter som apokryferne og for katolikker som deuterokanonikere.
Den katolske kirke gik aldrig rigtig meget med det Gamle Testamente. Der var nul debatter om, hvad der skulle medtages (i modsætning til det nye testamente Canon, som blev stridt omstridt i århundreder). Den katolske kirke tog lige hvad synagogen ned ad gaden brugte (jeg mener det ganske bogstaveligt). Der var aldrig en officiel kanon i Det Gamle Testamente før Rådet for Trent i det sekstende århundrede.
I den apostoliske tid havde synagoger typisk også de græske skrifter, og de fandt vej ind i den katolske bibel.
I det sekstende århundrede lavede Martin Luther sin egen oversættelse af de jødiske skrifter, og han gjorde nøjagtigt det samme som den tidlige kirke gjorde; han brugte det, der blev brugt af synagogen nede på gaden. Men på dette tidspunkt havde jøderne fjernet de græske tekster. Dette er grunden til, at protestantiske bibler typisk ikke inkluderer disse tekster.
Så for katolikker er der ingen 400-årig kløft.
Dette forklarer også, hvorfor forskellige katolske kirker (som f.eks. Græsk-ortodokse) har lidt forskellige gamle testamenter. Jøder havde ikke nogen ”officiel” kanon, så sammensætningen varierede regionalt. Så synagogen ned ad gaden i Rom kan have en anden sammensætning end synagogen ned ad gaden i Konstantinopel (hvilket var tilfældet). Dette har aldrig været et stridspunkt blandt kristne.
Svar
Perioden mellem de to testamente er kendt som den inter-testamentære (inter-testamentale) periode, som er en fancy måde at sige tidsperioden mellem de to testamente.
Den seneste (tidsperiode) bog i den hebraiske bibel er sat omkring 400 fvt (skønt det synes sandsynligt, at den blev SKRIFTET omkring 100 Fvt) og den første bog i det kristne nye testamente udspilles i det tidlige første århundrede e.Kr., skønt den sandsynligvis blev skrevet i slutningen af det første eller tidlige andet århundrede e.v.t.
Så selve den intertestamentale periode er – omtrent – 200 til 400 års tid. I løbet af den relativt korte tidsperiode erobrede Alexander den Store den kendte verden, spredte græsk kultur i hele den kendte verden, placerede to af hans generaler på tronen i de tidligere imperier i Persien og Egypten. I den samme periode steg Rom Rom til militær storhed og blev et imperium.
Med andre ord: meget ændret sig.
Den verden, hvor NT blev skrevet, var IKKE den samme verden, hvor bøgerne i den hebraiske bibel blev skrevet. Magtcentrene var ikke de samme, stormagterne var ikke de samme, og den lokale politiske situation var meget anderledes.