Bedste svar
Jeg kan sige ret endeligt, at Aristoteles sagde ikke det i nogen af hans eksisterende værker. Det er heller ikke den slags ting, Aristoteles nogensinde ville have sagt.
Han diskuterede aldrig forestillingen om “tolerance”, som egentlig er et ganske moderne begreb. For et eksempel på en tidlig moderne diskussion af forestillingen, se John Lockes Brev om tolerance.
Apati er heller ikke et udtryk, du ser Aristoteles bruge. Det bliver brugt af andre gamle filosoffer, som apatheia , f.eks. af stoikerne. Men deres opfattelse af det er igen helt forskelligt fra den moderne konnotation af udtrykket.
Aristoteles diskuterede heller ikke “døende samfund” i sine værker. Igen, en tydeligt moderne opfattelse.
Så det er ikke kun noget, Aristoteles ikke sagde, men det er også helt klart en linje, som enhver, der ved meget om Aristoteles, ville vide, at han ikke sagde. Hvem sagde det først? Det er mindre klart.
Svar
Der er et vigtigt spørgsmål, der skal besvares, før nogen kan svare på, hvorfor moralske dyder er vigtige, og det spørgsmål er “hvad er moralske dyder?” Vi tror måske, at dette svar er indlysende, men der er betydelig uenighed om, hvordan de gode valg og handlinger ser ud i praksis, især når vi ser på daglige eksempler på menneskelig handling. Er det moralsk acceptabelt at spise kød? Er abort moralsk acceptabelt? Hvad med eutanasi og assisteret selvmord? Hvad med pornografi og stofbrug? Hvad med løgne og anden vildledende praksis? Du vil få meget forskellige svar på de fleste af disse spørgsmål afhængigt af hvilken moralsk dydertradition du stiller, og aristotelisk dydsetik er berygtet for ikke at give nogen konkrete svar på de fleste, hvis ikke alle disse spørgsmål. Aristoteles fortæller os berømt, at der ikke er nogen hurtige og hurtige svar i sådanne sager, og at vi til sidst simpelthen er nødt til at modellere os selv på en Fronim, a moralsk klog person for at finde ud af, hvad der er dydigt i en given sammenhæng.
I betragtning af ovenstående behandling af emnet vil mange drage den konklusion, at det ikke er muligt at besvare spørgsmålet “hvorfor er moralske dyder vigtige?” Når alt kommer til alt, hvis vi ikke engang kan sige hvilket mod og tålmodighed er, hvordan kan vi hævde, at vi ved, om de er værd at nå eller ej? Aristoteles svar er, at vi faktisk kan lære at vide, hvad dyd er, men kun ved at reflektere over vores erfaring og undersøge de valg og handlinger, vi har taget og den rolle, som vores tanker og følelser har spillet i dem. På denne måde tjener den nikomakiske etik som svar på Socrates berømte undersøgelse gennem Athens gader ind i dydens natur. Aristoteles svar på Socrates er et metodisk, nemlig at viden om dyd er noget, der skal søges både uden og inden for. Hver moralsk dyd defineres i form af et handlingsfelt og / eller følelse. Mod defineres i termer af vores svar på den frygt, vi oplever, når vi opfattede en trussel. Tålmodighed defineres i forhold til vores svar på den vrede, vi oplever, når vi fornemmer, at vi bliver mindsket på en eller anden måde. Temperance defineres i form af vores svar på ønsker om forskellige fornøjelser og så videre. At udvikle sig gennem sin analyse af hver dyd er at finde tidløs indsigt i nogle ellers skjulte motiver bag mange af vores valg og handlinger. Vi finder ud af, at dyden til sandfærdighed handler om at komme overens med ens egen følelse af skam i en vis henseende, og vi kommer til at se, at misundelsesprocessen handler om at hengive sig til vrede, som man oplever ved en andens lykke.
I denne henseende læser man den nikomakiske etik (som såvel som Retorik) kan ses som intet mindre end at være vidne til et af de afgørende punkter i historien, hvor menneskeheden bliver opmærksom på sig selv. Og som et resultat skal et svar på dit spørgsmål nu være klart.
“ Hvorfor er moralske dyder vigtige for samfundet, som Aristoteles hævder?”
For at omskrive det socratiske dictum er de vigtige, så vi kender os selv. Den type selvkendskab, som dydsetik giver, er følelsesmæssig selvbevidsthed, og den er meget vigtig og meget vanskelig at erhverve. Det er svært at tilegne sig, fordi det er op til hver enkelt at kende de dybere finesser i ens følelsesmæssige reaktioner på ting, såsom at lære begyndelsen af vrede, begyndelsen af frygt, og begyndelsen af begær. Dette aspekt af vores følelsesmæssige liv er iboende subjektivt og personligt.Hvis følelser overhovedet er objektivt målbare, er det først efter at de har haft deres indflydelse. Da vi har tilladt vores vrede og frygt og ønske om at blive stærk nok til at blive opdaget af andre, har disse følelser allerede haft indflydelse på vores adfærd og haft deres indvirkning på verden.
Ud over moralsk indsigt giver aristotelisk dydsetik os også en ramme til at skelne mellem forskellige grader af moralske og ikke-moralske sammenhænge, en ramme, der bevares til i dag ved domstole og den skelne, der er trukket mellem utilsigtet og forsætlig handling og grader af skyld baseret på selvbevidsthed og evne til overvejelse. Disse er alle meget vigtige ideer for samfundet, der i stigende grad bliver stillet spørgsmålstegn ved dem, der i modsætning til Aristoteles antager, at studiet af moral er en opgave for videnskaben alene.